Iscreme af mørk mælkechokolade – Intens chokoladeis

Denne opskrift er skrevet af Mads Vindfeld Andersen som står bag bloggen Madsvin. Mads begår sig i opskrifter der tager mad til det næste niveau, både til hverdag og fest. Da han kom til mig og bad mig om at gæsteblogge på sin blog, spurgte jeg om han ikke havde lyst til at lave en opskrift til min. Til min store glæde kom han op med en fantastisk opskrift på iscreme som bruger min egen mørke mælkechokolade. Nyd den fantastiske opskrift. Jeg glæder mig meget til selv at lave den.

Nogle gange skal man forkæle sig selv. Og nogle gange skal man forkæle sig selv lidt ekstra. Dagens opskrift hører til sidstnævnte, det ekstra selvforkælende.

Desserter er et fremragende sted at starte, når den står på forkælelse – eller bare en trang til noget sødt. Egentlig er jeg ikke den mest entusiastiske, når det kommer til det søde køkken – det bliver ofte for.. sødt til min smag, men så er det godt, at der findes chokolade.

Altså ikke tarvelig oversød grænsebutikschokolade. Nej. Det skal være af den type, hvor kakaoindholdet kan smages og mærkes i form af lidt bitterhed. Så får chokoladen nemlig meget mere at byde ind med, og det, du laver med den (hvis du altså ikke har fortæret den i sin rene form), bliver ditto mere spændende at spise.

Egne opskrifter med chokolade:

En sådan chokolade laver Sune med hans Foodgeek Chocolate projekt, og især hans mørke mælkechokolade har jeg længe haft et godt øje til.

En chokoladeis der batter

Først og fremmest er den spændende, fordi det er lidt af et paradoks med en mørk mælkechokolade – normen er jo den lysebrune chokoladebar, som oftest er lidt for sød. Men den er især interessant, fordi den smager godt. Som i ustyrligt godt. Flotte nuancer af frugt og lidt “grønt” samt en snert bitterhed – værdier vi normalt finder i vores mørke chokolader, men nu også i mælkechokolade.

Da Sune så gav mig lov til at lave en opskrift på hans glimrende blog, var der for mig heller ingen tvivl om, at indlægget skulle afspejle Sune, og det han laver, og det skulle naturligvis være med den famøse mørke mælkechokolade.

Resultatet er denne hjemmelavede iscreme med mørk mælkechokolade, og i al beskedenhed er det en af de bedste varianter af chokoladeis jeg har smagt. Nogensinde.

Der handler om råvarerne i denne iscreme med mørk mælkechokolade opskrift

Dybest set skal credit gå til Sune, for en chokoladeis bliver ikke bedre end den chokolade (og de øvrige råvarer), den er lavet af – og her er udgangspunktet jo fremragende.

Brug chokoladeisen som den er, sammen med lidt appelsinskal, kandiseret appelsin eller i en milkshake – valget er dit – jeg foreslår dog, at du prøver at spise den “rent” – den er en oplevelse i sig selv. Ligesom chokoladen.

Iscreme af mørk mælkechokolade
Udskriv
5 fra 1 stemme

Iscreme af mørk mælkechokolade

En chokoladeis du kommer til at drømme om lang tid efter.
Forb. tid15 min
Tilb. tid45 min
Samlet tid55 min
Ret: Dessert
Køkken: Dansk
Keyword: chokoladeis, flødeis, foodgeek, is, madsvin
Antal: 4 portioner
Kalorier: 532kcal
Forfatter: Mads ‘Madsvin’ Andersen

Ingredienser

Iscreme – grundopskrift

  • 1/4 liter sødmælk – gerne økologisk
  • 1/4 liter piskefløde – gerne økologisk
  • 75 gram rørsukker (hvid sukker kan også bruges)
  • 4 æggeblommer

Chokolade

  • 125 gram mørk mælkechokolade (prøv med Sunes – men kan også erstattes af andre gode chokolader)

Sådan gør du

Iscreme af mørk mælkechokolade

  • Kog sødmælk, fløde og sukker op. Mens det opvarmes pisker du æggeblommer og rørsukker luftigt i en skål ved siden af.
  • Hak den mørke mælkechokolade groft og hæld den i mælkemassen når denne har nået kogepunktet – pisk chokoladen helt ud i, så der ingen “klumper” er.
  • Den varme chokolademasse hældes nu gradvist og forsigtigt i æggemassen mens der piskes – det er vigtigt at det ikke går for hurtigt.
  • Når det hele er tilsat hældes iscremen tilbage i gryden og varmen op ved svag varme under omrøring til den har en cremet konsistens (tager et par minutter)
  • Kør på ismaskine til isen er færdig – på min maskine tog det 25-30 minutter.
  • Isen kan nydes med det samme eller fryses ned. Lad den tø lidt op inden servering, da den godt kan være meget fast grundet det høje chokoladeindhold.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.